Patientsikkerhed
På Ældrecentret Nygårds Plads har vi til stadighed opmærksomheden rettet mod at al pleje og omsorg foregår sikkert og trygt for beboerne.
Vi har i mange år arbejdet med forbedringsprogrammet ”I Sikre Hænder” (Styrelsen for patientsikkerhed), som er et forbedringsprogram, der overvåger og understøtter arbejdsgange, så kvaliteten forbedres og der ikke sker fejl. Vi arbejder med indsatserne; Medicin, fald, tryksår og infektioner og har gode resultater.
For at fremme dette arbejde, har vi uddannet en del af vores sygeplejersker i brug af Forbedringsmodellen (Styrelsen for patientsikkerhed). De er derfor med til at understøtte processerne og systematikken i afdelingernes kvalitetsteams.
I Sikre Hænder har lært os, altid at tænke systematik og overvågning ind i daglig praksis og alle de indsatsområder vi arbejder med. Vi har derfor vores opmærksomhed rettet mod hvordan vi kan arbejde med at skabe sikre arbejdsgange, og tager altid udgangspunkt i det der virker.
Utilsigtede hændelser
Når noget går galt i forbindelse med sundhedsfaglige opgaver, sker der en utilsigtet hændelse (UTH), og som sundhedsperson har vi pligt til at indrapportere dem til Dansk Patientsikkerhedsdatabasen.
Vi anerkender, at der kan ske fejl, men vi ser det som en forpligtelse at lære af dem.
Vi arbejder derfor systematisk med en tilgang, hvor der er fokus på læring og en tryg indrapporteringskultur.
Hver afdeling har en ressourceperson for patientsikkerhed, som samarbejder med vores risikomanager, afdelingens ledelse og kolleger i kvalitetsteamet om at bearbejde hændelsen.
Alle kan indberette UTH, både beboere, pårørende og personalet og alle hændelser bliver gennemarbejdet af teamet.