Pårørende og samarbejde

Vi lægger vægt på, at pårørende føler sig velkomne på Ældrecentret Nygårds Plads, og at man som pårørende, i det omfang man kan, bidrager til at gøre hverdagen på centret til en aktiv og god hverdag.

Samarbejde med pårørende.

Vi ønsker at du som pårørende, i det omfang du kan, bidrager til at hverdagen på Ældrecentret Nygårds Plads opleves som aktiv og god for dem, der bor her.

Vi har løbende aktiviteter og arrangementer, hvor du som pårørende er velkommen til at deltage, og du er altid velkommen til at drikke kaffen i den fælles opholdsstue, eller benytte vores have sammen med din pårørende.

Måske får din pårørende en god ven eller veninde her på centret. Du er altid velkommen til at inddrage denne i samværet, blot personalet får besked, hvis I går en tur.

Vi har en støtteforening ”Nygårdsstøtterne”, i daglig tale ”NYS”.
Foreningen har det formål at skabe nogle hyggelige aktiviteter for beboerne, ud over det personalet har ressourcer til.
Man kan både være aktivt og passivt medlem af støtteforeningen. Vi opfordrer alle, der har, eller har haft, en tilknytning til centret til at blive medlemmer. Du kan læse mere her på siden under "Personale - Frivillige".

For at udnytte vores fælles ressourcer bedst muligt har vi nogle ønsker til samarbejdet med dig:
• At du, så vidt muligt, støtter din pårørende i forbindelse med indflytning og udflytning.
• At du opretholder familiemønstret med din pårørende, arrangerer samvær og inviterer din pårørende hjem, hvis du har mulighed for det.
• At du, sammen med din pårørende, løbende orienterer dig i de omdelte skriftlige materialer, på opslagstavlerne eller i Senioravisen.
• At du benytter muligheden for at deltage i forskellige aktiviteter og arrangementer på centret, sammen med din pårørende.
• At du, i det omfang du kan, hjælper din pårørende med praktiske opgaver som post, bank, indkøb af tøj og lignende.
• At du, så vidt muligt, ledsager din pårørende til frisør, læge, hospital og lignende.
• At du husker at informere os, når du flytter eller skifter telefonnummer på arbejdet eller privat.

 

Vi har et bruger/pårørenderåd på centret. Du kan læse mere under "Beboerindflydelse"

Indflytningssamtale

Det er vigtigt, at personalet får en grundig viden om den enkelte beboer, for at kunne tage individuelle hensyn i forhold til pleje, omsorg og aktiviteter.

I forbindelse med indflytning på ældrecentret får din pårørende udleveret et skema, som vi kalder ”Mit livs historie”. De fleste har brug for hjælp og støtte fra pårørende til at få udfyldt dette skema og vi håber, at du vil hjælpe din pårørende med dette.

Det kan også være en rigtig god ide at hjælpe din pårørende med at lave en scrapbog, eller en collage med forskellige familiebilleder og postkort. Det er en god ide at skrive navne på billederne. Det er rigtig dejligt for personalet at have noget at kunne snakke med din pårørende ud fra, for så hjælpes minderne frem. Det kan også være dejligt for jer at snakke sammen om billederne, når du kommer på besøg.

Når beboerne flytter ind på Ældrecentret Nygårds Plads, bliver der tilknyttet en eller to kontaktpersoner. Der vil altid være en der er ansvarlig for de sygeplejefaglige behov, bl.a. medicinadministration og kontakten til den praktiserende læge.

Beboeren og de nærmeste pårørende bliver tilbudt en indflytningssamtale med kontaktpersonen/ den sygeplejeansvarlige og en sygeplejerske.

Ved indflytningssamtalen og derefter når der er behov for det, drøfter personalet sammen med beboeren og eventuelt dig som pårørende, hvad beboeren selv kan varetage af dagligdagens gøremål samt hvad beboeren behøver støtte eller hjælp til.
Vi arbejder ud fra begrebet ”Hverdagstræning”. Hvilket betyder, at vi støtter beboeren i at varetage alt det beboeren selv kan magte, af dagligdagens opgaver. Ved at gøre alt det beboeren selv kan, er det en naturlig måde at vedligeholde og træne sine funktioner på.
Vi arbejder ud fra de politiske godkendte kvalitetsstandarder, der beskriver serviceniveauet.

Indenfor 3 måneder tilbyder vi en opfølgningssamtale. Afdelingslederen deltager i en af de to samtaler.

Beboeren bliver også tilbudt en samtale med personale fra værestedet OASEN samt centrets ergoterapeut ca. 1 måned efter indflytningen.
Ved samtalerne vil vi gerne fortælle om dagligdagen på centret og hvilke tilbud beboeren kan benytte sig af. Det er også vigtigt for os, at vi får snakket sammen om hvilke forventninger du og din pårørende har til os, så vi kan fortælle jer om det er realistisk at vi kan leve op til disse forventninger.

Det er kontaktpersonen, som kommer til at kende din pårørende bedst. Hvis du henvender dig til andet personale med spørgsmål, er det ikke sikkert, at vi kan svare på alt, men vi kan tilbyde, at kontaktpersonen ringer til dig, når hun kommer på arbejde, hvis du har behov for dette.

Sidst opdateret den 22. maj 2023